Mit mediecenter: status for 2009
April 19th, 2009Så blev det igen tid til at se lidt på mediecenter-situationen. Jeg vil på vanlig vis starte med at beskrive mit setup, da der er sket lidt ændringer, siden jeg sidst skrev om det. Herunder er den vanlige illustration, der giver et overblik over setup’et, som det tager sig ud i dag.

Illustrationen er indelt i tre zoner – Internet, WAN og LAN – og LAN’et derefter delt op i to fysisk adskilte områder (illustreret ved den grå stiplede linie), der er forbundet trådløst via WDS. Indholdet til venstre for den stiplede linie repræsenterer “serverskabet”, og indholdet til højre for repræsenterer setup’et i min stue.
Serverskabet er der ikke sket så meget ved – jeg mangler stadig at få indkøbt en printer – dog er der den lille, men meget vigtige forskel fra tidligere, at den ældre DS-106e – der ikke længere bliver opdateret med nye firmwares af Synology – er blevet flyttet til en anden fysisk adresse. Der står den og sover (med et standby-forbrug på 8 watt), for at blive vækket og modtage kryterede backups fra CS407‘eren hver nat. Fordelen ved at tage backups over Internettet til et geografisk andet sted er jo indlysende, hvis man tænker på data-sikkerhed. Det ville f.eks. være utilgiveligt, hvis alle mine billeder forsvandt pga. en brand eller et simpelt indbrud. Opsætningen af et backup-netværk er enkel, da Synology NAS’erne har en indbygget backup service, der gør at de nemt kan snakke sammen – også over internettet.
I stuen er der også sket lidt ændringer. Der er som tidligere beskrevet blevet tilføjet en Nintendo Wii, som ligesom resten af apparaterne er forbundet via recieveren og via det trådløse netværk. Det nye er imidlertid tilføjelsen af en Squeezebox Duet til at håndtere musikken i huset, hvilket jeg kommer nærmere ind på om et øjeblik. Hvad illustrationen ikke viser er, at plasma TV’et, Istar Mini’en, Nintendo Wii’en og DVD-afspilleren alle er forbundet via en strømsparreskinne, så disse apparater først får strøm, når recieveren tændes. Ligeledes er Harmony One-fjernbetjeningen heller ikke vist, selvom den i det daglige brug er mindst lige så vigtig som resten af apparaterne. Og nu til Squeezebox’en.
Squeezebox Duet
For ca. et halvt år siden, beskrev jeg, hvorfor en Synology NAS og en Squeezebox Duet virkede som et rigtigt godt match. For 3 måneder siden fulgte jeg mit eget råd og købte endelig sådan en fætter. Både installationen af SqueezeCenter-pakken på CS407′eren og selve opsætningen af Duet’en var relativ simpel.
Det store arbejde bestod for mit vedkommende i at rippe alle mine CD’er til FLAC – med de rette metadata og indlejrede albumcovers – og kopiere dem over på NAS’en. Det tog mig en del tid at finde den rette procedure til dette, og da man ikke ønsker at skulle gennem sådan en rip-proces mere end en enkelt gang, så prøvede jeg mig lidt frem med forskellige OS X programmer, indtil resultatet blev det ønskede. Grunden til, at valget er faldet på FLAC som encoding-format, er grundlæggende set, at jeg – på samme måde som når jeg ripper mine DVD’er – ikke ønsker tab af kvalitet, som man f.eks. får, når man encoder med lossy formater som MP3. Som udgangspunkt ønsker jeg at have originale kopier af mine ting – derfra kan det altid blive encoded til andre formater som f.eks. MP3 og AAC.
Valget faldt på programmet Max fra sbooth.org. Max er en af de hurtigste – hvis ikke den hurtigste CD-ripper/-encoder – jeg har prøvet på OS X. Det har rippet alle CD’er, jeg har smidt i Mac’en og kan encode i alle tænkelige formater, inklusiv open source formater som f.eks. Ogg Vorbis, Monkey’s Audio og så selvfølgelig FLAC. Sammen med programmet Tag fra sbooth.org, der bruges til at redigere metadata i musik-filer, har der ikke været et rip/tag problem jeg ikke har kunne løse, og alle tags og albumcovers vises smukt på Duet’ens lille skærm.
Det er sgu en sand fornøjelse endeligt at kunne styre musikken ordentligt fra hele huset – inklusiv fra potten



