Windows 7 Beta

windows7

Selvom jeg er skiftet til en mac og nu kører OS X – og er rimelig tilfreds med det – så er jeg stadig åben for, hvad Microsoft disker op med næste gang. Jeg var overordnet set glad for at køre Windows XP. Der var en del problemer i starten, men det endte med at være ret stabilt og mængden af programmer, der virker på XP er imponerende. Jeg har derefter haft mulighed for at rode med Vista en del gange – det bryder jeg mig ikke om. Det føles simpelthen alt for tungt og klodset. Microsofts næste skud på OS-stammen – indtil videre kendt som Windows 7 – ser derimod interessant ud.

Microsoft har blandt andet lovet at rydde ud i koden og gøre det simplere og hurtigere – hvilket virker som den helt rigtige vej at gå. Blandt andet kan man selv vælge, om man vil kører Microsoft’s Mail-, Foto- og Messenger-programmer m.fl. Disse findes nu i en seperat installationspakke kaldet Windows Live Essentials, som man kan hente (kræver Windows 7) og installere, hvis man ønsker det. Igen et godt – og ikke mindst modigt – valg fra Microsofts side. Personligt så sætter jeg kæmpe pris på den slags frihed dette vil give. Dette er faktisk en ting, som jeg personligt ville ønske Apple ville tage lidt ved lære af.

Så da Windows 7 Beta nu er lagt til download hos Microsoft har jeg valgt at hente det og køre det via VMware Fusion – detaljer om installationen kan findes på TheAppleBlog. Det føles faktisk helt “snappy” at bruge – selv gennem Fusion! Alt i alt er jeg ret imponeret og vil ikke afvise, at jeg en dag skifter tilbage til Windows igen, hvis de gode takter fra Microsoft forsætter.

Kommentér på indlægget