Google Quick Search

For et par måneder siden fik jeg endeligd en MacBook Pro 15″, som jeg så længe har talt om. Overgangen fra Windows XP til OS X har ikke været helt smertefri, men dog overvejende positiv – men det er en diskussion til et helt andet indlæg. Grunden til at jeg nævner det i dette indlæg er for at fortælle, at jeg nu er Mac-bruger. Derudover har jeg altid forsøgt at bruge keyboardet i stedet for musen til at navigere rundt i mit operativsystem – det sparer tid og nedsætter risikoen for museskader. De to ting har gjort, at jeg ikke har kunne komme uden om Quicksilver fra Blacktree.
Quicksilver er først og fremmest en “launcher”, der ved få tastetryk kan starte et vilkårligt program på din maskine, men udover det, så kan det fantastisk mange fede ting, som faktisk er bedst forklaret på Wikipedia. Problemet med Quicksilver er, at udvikleren bag programmet for længst har droppet at arbejde videre på det. Faktisk har han i mellemtiden fået job hos Google og er nu manden bag Google’s nye søgeprogram til mac – Google Quick Search – der til forveksling ligner Quicksilver. Det er stadig på et tidligt udviklingsstadie, men det ser lovende ud og er et velkommen forsøg på en værdig afløser til det ellers uundværlige Quicksilver.
Det kan og bør downloades og afprøves fra Google Code, hvis du sidder på en mac…