aarfing.dk

Forsikringsselskaber er sgu mærkelige. Jeg har gennem det sidste år kørt et par forsikringssager med Tryg omkring en vandskade og et utæt vindue, og jeg synes, det har været lidt op af bakke, at få vristet penge ud af dem til reperationerne.

Ved vandskaden satte Tryg mig i kontakt med en mellemmand – fra noget der hedder HouseCenter – der skulle stå for taksering af skaden. Det var en lang og sej kamp, der varede 6 måneder, hvor han brugte titusindvis af kroner på alle mulige lappeløsninger for at fikse vores gulv, før han til sidst måtte kapitulere og få det skiftet – noget vi fra starten af insisterede på var den eneste rigtige løsning. Ved det utætte vindue følte jeg, at Tryg prøvede at afskrække os med bureaukrati, da man skulle ringe rundt og udfylde formularer, få lavet rapporter og lave kopier alting og indsende det.

Nu modtog vi jo som sagt vores kuffert ca. 5 dage for sent på ferien. Pisseirriterende! Men vi ringede hjem til Tryg den første dag på turen og fik at vide, at vi kunne bruge op til 2000 kroner den dag på fornødenheder. Vi brugte lige nøjagtig 850 kroner.

Jeg ringede så i går til Tryg for få de 850 kroner tilbage. Det kunne jeg ikke få. Næh, jeg kunne få 7500 kroner for 5 dage uden kuffert, kunne jeg. “Øøøhh, jamen vi brugte jo kun 850 kroner!?”. Det kunne godt være, men det blev altså takseret til 7500 kroner, så dem ville jeg få sat ind på min konto dagen efter…

Jeg brokker mig overhovedet ikke, men forsikringsselskaber er sgu mærkelige…

Øv øv… Det lader til at Janne’s iBook G4 – som hun fik af mig i kombineret fødselsdags- og julegave i 2005 – er blevet syg. Det startede med, at den begyndte at gå ned i tide og utide med kernel panics (OS X’s svar på Blue Screen of Death). Så jeg gik i gang med den ene test efter den anden, samt en række gymnastiske finger-øvelser ved boot og fik da også rettet op på nogle småting, men kunne ikke finde årsagen til det eskalerende antal kernel panics, jeg blev mødt med.

Så jeg googlede højt og lavt og faldt til sidst over en tråd, hvor andre folk med netop den version af iBook G4 oplevede netop de problemer, som jeg gjorde. For at gøre en lang historie kort, så tyder noget på, at det er det indbyggede AirPort Extreme WiFi-kort, som er problemet – mere præcist de lodninger, der forbinder kortet med motherboard’et, der er problemet. De nedbrydes åbenbart med tiden!!?

Jeg har nu prøvet, at fjerne driverne til AirPort-kortet og siden – i skrivende stund ca. 4 timer siden – er maskinen ikke gået ned. Maskinen kan selvføgelig ikke gå trådløst på nettet længere, men det vil jeg – hvis maskinen forbliver stabil i en uges tid – så rode bod på med en WiFi USB dongle.

Det rigtigt dårlige ved denne oplevelse var faktisk at læse om Apple’s arrogance overfor de kunder, der har henvendt sig til dem med dette ret udbredte iBook-problem. De nægter at anerkende det som et generelt problem, hvilket bekymrer mig, da jeg selv går og planlægger at købe min første mac. Jeg synes, det har givet lidt stof til eftertanke, at Apple virker så kundefjendske omkring en fejl, der virker som en decideret produktionsfejl.

Det lader dog til, at det danske forbrugerklagenævn ikke er sådan at bide skeer med – heller ikke for et verdensfirma som Apple, men hele oplevelsen er dog en gang malurt i bægeret for mig, som mulig fremtidig MacBook Pro-ejer…

Så er vi hjemme igen og lad mig starte med at sige, at det med garanti ikke er sidste gang, at vi besøger Sydamerika! Det var en rigtig god tur – dog ikke uden en del problematiske hændelser…

Jeg lagde traditionen tro ud med at være rigtig febersyg dagen inden vi skulle afsted, hvilket jeg forsatte med at være 2-3 dage ind i ferien – og tro mig; 13 timer i et metalrør, 11.000 km over jorden med høj feber og genbrugsluft, kan altså IKKE anbefales (har jeg nu prøvet 2 gange!).

Anyway, vi lægger ud i Kastrup Lufthavn, hvor vi hurtigt kommer frem til checkin-skranken. Den er i dagens anledning befolket af to blæste brunetter, der lader til at være i praktik sammen, og som jeg begge mistænker for at være i overhængende fare for at kunne drukne i regnvejr. Vi står hjælpeløse og ser på, at de to blikdåser sender den ene af vores kufferter afsted uden at sætte et tag på. De farer begge rundt som høns uden hoveder, men prøver at forsikre os om, at de nok skal sørge for, at kufferten kommer med flyet – eller som den ene pige udtrykker det: “Lad os håbe på det bedste”. WTF!!?? Vi sætter os i flyet med bange anelser…

Vi lander i Buenos Aires med bange anelser… Vi venter på vores kuffert… og venter… og venter… den dukker selvfølgelig aldrig op. Perfekt! Vi udfylder en formular for mistet baggage og kører til vores hotel, hvilket må antages at være et af de absolut lækreste hoteller i hele Sydamerika – Alvear Palace Hotel. Jeg er nu så syg, at jeg må tilbringe næsten et døgn på vores hotelværelse, hvilket heldigvis havde et boblebadekar med fladskærm for enden og indbygget fjernbetjening i væggen.

Fra Buenos Aires tager vi til Iguazu, hvor vi bor på et hotel i regnskoven og ser de legendariske Iguazu-vandfald, det utrolige dyre- og planteliv, samt ikke mindst oplever varmen og luftfugtigheden i regnskoven. Fantastisk! Herfra går turen tilbage til Buenos Aires, som er en kanon by – et sted jeg meget gerne vil besøge igen. Den har en slags sydeuropæisk ambience og bærer meget præg af kolonitiden. Fed by!

Efter 5 dage er tiden kommet til at skulle ombord på krydstogtsskibet Silver Wind – og efter en ihærdig indsats med mobilopkald fra regnskoven til både Kastrup og Buenos Aires og en heltemodig indsats fra conciergen på Alvear Palace Hotel, ankommer vores kuffert til Buenos Aires et par timer før krydstogtskibet lægger fra kaj. Så kunne mine underbukser sgu heller ikke vendes flere gange!

Så går tiden ellers med at ligge ved poolen på skibet og bestille drinks og mad ad libitum og spille kort i skyggen, når det bliver for varmt i middagssolen. Nu er det så desværre Janne’s tur til at blive syg, men hun kæmper dog bravt med at få det bedste ud af situationen, selvom hun har det rigtigt skidt til tider. Skibet seljer op langs Brasilien, og vi tager bl.a. på udflugt til Paraty Islands, hvor vi snorkler fra en båd og ligger lidt på stranden.

Turen varer i 8 dage og ender i Rio de Janeiro, som igen kun kan betegnes som en helt fantastisk by med den mest utrolige belligenhed, man kan forestille sig en by kan have – midt mellem småbjerge, havbugter og sandstrande – og med en dejlig afslappet stemning. Man kan naturligvis ikke besøge Rio uden at se Corcovado – også en ret overvældende oplevelse.

Turen hjem forløb planmæssigt, dog med et ophold på 7 timer i Milano – et nødvendigt onde, da ferien jo blev planlagt 2-3 uger før afgang. Vi har naturligvis oplevet meget, meget mere, men jeg gider ikke skrive mere og det her burde give et indtryk af vores farverige tur til Sydamerika – et sted vi vender tilbage til.