Tilgængelighed
March 9th, 2008
Jeg har nu i over 10 år arbejdet med at lave frontendkode til hjemmesider. I den tid er det blevet til rigtigt mange projekter og brugen af W3C’s standarder for HTML og CSS, er for mange år siden blevet en selvfølge, når man skal lave ordentligt web.
En anden del af at lave god frontendkode er at arbejde med tilgængelighed. Med det tænker jeg ikke kun på tilgængelighed i traditionel forstand, hvor man har fokus på folk med forskellige handicap. Jeg tænker faktisk på tilgængelighed i en bredere forstand, hvor man arbejder med at strukturere sin kode, så den er så let tilgængelig som muligt – uanset hvilken platform, pda, mobiltelefon, browser, søgemaskine eller handicappede person, der prøver at tilgå din hjemmeside.
Jeg vil gøre den påstand, at det ikke er specielt mere krævende at lave frontendkode, der har en højere grad af tilgængelighed, end det er at lave almindeligt validerende kode. Det kræver selvfølgelig noget erfaring og tilvending, men udbyttet kan være relativt stort. F.eks. så stiger brugen af web fra PDA/mobil i disse år kraftigt. Man skal også huske på, at antallet af ældre mennesker – og dermed folk med muligt nedsat syn, der kan have svært at læse en almindelig hjemmeside – kommer til at udgøre en stor del af de fremtidige webbrugere.
Det er min mening, at det ikke længere er nok at lave validerende kode, man skal også arbejde hen mod en højere grad af tilgængelighed – i bred forstand. Det gælder også med hensyn til brug af f.eks. JavaScript eller Flash. Prøv f.eks. at slå JavaScript og/eller Flash fra på dit ynglingssite. Jeg vil vædde med, at der ikke er lavet en ordentlig alternativ løsning, hvis sitet gør brug af disse teknologier – og derfor er sitet pludselig mindre tilgængeligt…
Jeg orker ikke at liste en lang række ressourcer op for optimering mod tilgængelighed – der er Google er din ven, men jeg vil afslutningsvis gerne fortælle om en mail jeg fik forleden dag. I mail’en takker en person for at min kode til Gyldendal’s nye onlineordbog er tilgængelig for synshandicappede. Personen bruger talesyntese-programmer som JAWS til at få læst hjemmesider op og har i følge eget udsagn, stadig store problemer med at bruge langt de fleste hjemmesider, men det var altså smertefrit at bruge ordbogen.
PS. jeg ved godt, at koden på Gyldendals onlineordbog ikke validerer endnu – det er en ekstern leverandør, der står for implementeringen af min frontendkode, og der mangler lige at blive rettet op på en del småfejl. Jeg er på sagen!